Selviscenesættelse – en besættelse? (april 2013 // “Pluk og blog” // Journalisthøjskolens optagelsesprøve)
Kravene til opgaven “Pluk og blog” kan læses her.
I takt med det stigende antal reality-tv-programmer, samt den opmærksomhed og kritik programmerne er blevet udsat for i medierne, er deltagerne blevet beskyldt for, at selviscenesættelse er den primære grund til deres deltagelse. Kritikere af programmerne og de medvirkendes deltagelse mener, at deltagerne ønsker at blive selviscenesat på en heroisk måde for at opnå anerkendelse for omverdenen, hvilket kan virke som en egoistisk tankegang.
Det er ikke kun i tv-programmerne, at man hører om, at den selviscenesatte tankegang kommer til udtryk. Da Simon Lund fra Politiken anmeldte Medinas album ”Velkommen til Medina”, talte han, hvor ofte ordene ”jeg, mig, min, mit” blev nævnt i sangene. Det blev til 505 selvreferencer fra Medina, hvilket svarer til 12,9 gange i minuttet.
Men hvis man ikke taler om sig selv, hvordan skal man så udtrykke så personlige tanker og følelser, som Medinas sangtekster ofte består af? Som mennesker identificerer vi os med vores meninger – det er en stor del af vores personlighed, og måske er det bare nemmere for lytterne at identificere sig med Medina og hendes følelser og meninger gennem teksterne, når hun så tydeligt giver udtryk for, at de handler om hende selv?
Handler det om manglende dannelse, når man kun er i stand til at gøre, hvad der får én selv til at fremstå i det bedste lys og få al opmærksomheden i medierne? Lektor Joakim Garff fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret siger, at dannelse indebærer anerkendelse af den anden, og at dannelse bl.a. handler om at være opmærksom på andre.
At være opmærksom på andre end sig selv, kan fx komme til udtryk i unges frivillige arbejde. 29% af alle unge mellem 16 og 25 år yder frivilligt arbejde i Danmark. Nu er spørgsmålet så, om det er selviscenesættelse, når man laver frivilligt arbejde ved at skrive opdateringer om det på sociale medier som Facebook og Twitter? Vil man iscenesætte sig selv ved at vise, at man har et hjerte af guld, eller er det for at gå foran med et godt eksempel for ens medmennesker? Det er en hårfin grænse at balancere på, og måske er man ikke selv helt klar over, om det er for nødhjælpens skyld eller ens egen.
Tekster: 11, 24, 28, 32

